Lange højskoleophold på Lejre Højskole
Lejre Højskole er en ny, almen folkehøjskole med fokus på naturdannelse, levende kulturarv og bæredygtigt håndværk. Lejre Højskole udbyder lange højskoleophold fra 2026.
Det særlige ved et langt ophold på Lejre Højskole er:
- Vores linjefag og valgfag følger naturens rytme. Du skal derfor vælge linjefag og valgfag to gange i løbet af dit ophold. På de lange kurser fordyber vi os i vintermånederne i værkstedfag og i sommermånederne udbyder vi fag med fokus på at være i og med naturen.
- Et forårsophold starter i januar. Du starter med at vælge og fordybe dig i et af vores værkstedslinjefag hvor håndens arbejde og bæredygtig tilvirkning er i fokus. Der er linjefagsskift til udefag ca halvvejs i dit højskoleophold.
- Et efterårshold starter i august. Du starter med at vælge et af vores udelinjefag. På alle udefagene indgår naturdannelse og bæredygtigt friluftsliv. Du bliver fortrolig med at være i og med naturen, slå lejr, lave bål og sove ude alene eller sammen med andre. Der er linjefagsskift til værkstedsfag ca halvvejs i dit højskoleophold.
- Du har undervisning på dit linjefag tre gange om ugen. Der er god tid til fordybelse og til at lære dit linjefagshold at kende.
- Alle 6 linjefag har et indhold af naturdannelse, kulturhistorie og et fælles blik på hvordan vi kan løfte håndværkstraditioner og kulturarv videre i en moderne og bæredygtig kontekst.
Hvordan du bor
Som elev på Lejre Højskole kommer du til at bo i helt nybyggede elevhuse med udsigt til højskolens sø, skov og enge.
Vi har både enkelt-, dobbelt- og trepersonersværelser. Alle er med eget bad og toilet. I hvert boområde bor der ca 12 elever, som er fælles om et opholdsrum med thekøkken med plads til socialt samvær og masser af hygge. Til hver bogruppe er der tilknyttet en lærer som bl.a. deltager i bogruppemøder en gang om ugen.
Hverdagen på Lejre Højskole
Morgensamling
Efter morgenmad starter dagen i det store fællesskab med morgensamling, som varer en halv time. Vi synger fra højskolesangbogen og får et fælles oplæg, der inspirerer til tanker og samtaler resten af dagen.
Måltider
Måltider er en vigtig del af det store fællesskab på Lejre Højskole. Her mødes alle: Elever, lærere, andet personale, timelærere og gæster udefra. Vi har fokus på den fælles mad og prioriterer tiden til fælles samtale.
Køkkentjans
Alle elever har køkkentjans en uge ad gangen. Køkkentjanser er små praktiske opgaver, som løses i forbindelse med måltiderne, fx borddækning, opvask og rengøring.
Rengøring
Alle elever deltager i rengøring af skolens fællesarealer. Hver bogruppe har ansvar for at gøre rent på fællesarealer i eget boområde, samt et fællesareal inde og/eller ude.
Du har derudover ansvar for at gøre rent på dit eget værelse hver uge, og for bidrage til at holde orden på fællesarealer.
Undervisningen på Lejre Højskole
Mandag, tirsdag og onsdag er der undervisning på linjefagene. I sommermånederne er det Natur- og Friluftsliv, Kystfriluftsliv eller Selvforsyning og bæredygtigt jordbrug. I vintermånederne er det Bådebygger og Maritimt håndværk, Keramik eller Redesign og bæredygtigt håndarbejde.
Fællesfag kor
Lejre Højskole prioriterer fællessang højt, dels gennem morgensang, til højskoleaftener og i fællesfaget kor hver torsdag.
Her mødes alle elever på tværs af linjerne for at skabe fælles glæde, energi og mening gennem sang og sangtekniske øvelser. Kor og fællessang handler om at opleve glæden ved at synge sammen og blive fortrolig med sin krop og sin stemme.
Fællesfag Livsoplysning
Fredag deltager alle elever i fællesfaget Livsoplysning, der sætter fokus på at al viden og oplysning skal gøre os klogere på livet som det udfolder sig. Livsoplysning er grundlaget for at forholde sig til dannelses- og værdispørgsmål ud fra både en filosofisk-, eksistentiel-, og en medborgerskabssynsvinkel.
Dette sker gennem samtaler, foredrag, ekskursioner, og i samarbejde omkring fælles opgaver, hvor højskolens daglige praksis, elevdemokratiet, fester og traditioner kan være omdrejningspunkt.
Valgfag
Højskolen udbyder valgfag, hvor du i en periode kan fordybe dig i et emne og være sammen med andre elever på tværs af linjerne.
De fleste valgfag på højskolen er kreative og praktiske, fx håndværk (træarbejde, bådebyggeri), håndarbejde (sy, strikke, hækle) eller madkunst (mad og sundhed).
Vi udbyder forskellige valgfag i løbet af dit højskoleophold. Du vælger først valgfag, når du begynder på dit højskoleforløb.
Fælles aktiviteter, fritid og traditioner
Fællesmøder og bogruppemøde
Hver uge deltager alle elever i et bogruppemøde med dem du bor sammen med og jeres bogruppelærer. Her taler vi om trivsel, hvordan vi fungerer sammen i fællesskabet og om tanker, der opstår undervejs.
Hver fredag eftermiddag er der fællesmøde for alle elever. På fællesmødet deler vi ugens oplevelser, og taler om det, vi vil gøre sammen i weekenden.
Højskoleaften
Om mandagen har vi højskoleaftener. Her er der et foredrag om relevante og aktuelle emner. De fleste højskoleaftener holdes af forstanderen eller en af højskolens lærere, men der vil også blive inviteret oplægsholdere udefra. Nogle aftener er kun for højskolens elever, og andre aftener er åbne for gæster udefra.
Fri tid
Der er tænkt fri tid ind i skemaet flere gange i løbet af ugen. Efter valgfagene er der fri tid, så du har mulighed for at fortsætte dit arbejde i et værksted f.eks. Alle aftener (undtaget mandag) er også fri tid.
Der er også mulighed for at hænge ud i fællesrummene i elevhusene, eller i fælleshuset, i drivhuset eller i bålhuset, arrangere fælles aktiviteter og lege mm.
Weekender
Weekender er som udgangspunkt fri tid. Der vil være tilbud om at deltage i fællesaktiviteter, hvor alle er velkomne. I fællesfaget Livsoplysning lægges der op til at der arrangeres fester, fejringer og fælles aktiviteter som er båret af eleverne. Det kan også være en friluftstur, fælles lugning i køkkenhaven eller en hyggelig bålaften i bålhuset.
På fællesmøder og bogruppemøder taler vi om, hvordan vi finder en god balance mellem det spontane og det planlagte.
Traditioner, fejringer og fester
Højskolelivet på Lejre Højskole indeholder forskellige markeringer af årstidens forløb, hvor vi samles om små eller store begivenheder. Det er eleverne som på skift står for at arrangere fælles begivenheder som fx høstfest eller fastelavnsfest/karneval.
Der kan være begivenheder, hvor vi inviterer gæster udefra til at være med, fx i forbindelse med Grundlovsdag eller lignende.