Velkommen til Lejre Højskole
Ny højskole midt på Sjælland, midt i naturen, nær kysten.
På Lejre Højskole lærer, skaber og erkender vi med hoved, hjerte, krop og hænder
Sammen møder vi den grønne og blå natur – og vores fælles bæredygtige kulturarv – på den gamle gård som danner rammerne for Lejre Højskole – og i lokalområdet, i skoven, på engen, i jorden, langs kysten og på vandet.
I vores nye og moderne værksteder fordyber vi os i traditionelle og bæredygtige håndværksfag. Sammen forbinder vi os med natur, materialer og generationer før os, og undersøger hvordan vi kan løfte færdigheder, viden og kulturarv ind i et moderne liv.
Vi lærer at mestre og udvikle traditionelle håndværk – og sætter vores eget præg! På højskolens jorde, i vores orangeri og gennem besøg hos lokale, grønne iværksættere lærer vi, hvordan vi dyrker jorden på bæredygtig vis.
Sammen drager vi ind i den lokale natur og skaber oplevelser for og med hinanden.
Vi sanker, laver mad på bål, hører fortællinger om naturen og lærer, hvordan vi færdes og bevæger os rundt i det åbne land, i skoven og ved kysten. Undervejs lærer vi hvordan kulturhistorie og levet liv kan ses som spor i landsskabet.
Lejre højskole ligger midt i skøn og frodig natur, med egne søer, enge og skov. På kanten af Nationalpark Skjoldungernes Land med kyst, fjord og fantastiske landskaber. Vi bor blandt grønne iværksættere i en unik og levende kulturarv – kun en time fra København.
Livsoplysning
Lejre Højskole er en ny højskole med stærke rødder i den grundtvigske højskoletradition. Fællesskab, fællessang og mødet mellem mennesker vægtes højt. Håndens arbejde, fælles kulturarv og livet i og med naturen er vores udgangspunkt, hvorfra vi henter erfaringer, inspiration og refleksioner som understøtter et socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt liv.
Vi arbejder med demokratisk dannelse og naturdannelse som grundlæggende elementer i højskolens virke. Vi klæder vores elever på til at tage ansvar for et eget bæredygtigt liv og inspirerer til at være en aktiv medborger, der tager ansvar for fællesskaber, deltager i demokratiske processer og løfter bæredygtighedsdagsordenen.
Folk der lærer for at leve, har anderledes Hastværk end Folk der lever for at lære
N.F.S. Grundtvig (1783-1872)