Sociale fællesskaber – livsnødvendige og besværlige

Sommerkursus (dagkursus) den 11. – 15. juli 2022

Alle vil gerne være en del af stærke fællesskaber. Og samtidig oplever vi, at det kan være svært at få fællesskaber til at fungere.

I løbet af denne højskoleuge ser vi på sociale fællesskaber i arbejdslivet, i familielivet og i det frivillige. Vi ser på de særlige fællesskaber, der opstår når mennesker vælger at bo sammen. Og vi ser på udfordringen i fællesskab, som giver plads til mennesker, der ikke har evnen til selv at skabe og indgå i fællesskaber.

Du får inspiration fra spændende praktikere, som deler deres indsigt i, hvordan man udvikler og skaber et stærkt socialt fællesskab. Du kommer til at udforske de fællesskaber, du selv er en del af. Du vil få øje på dine egne ressourcer i dine fællesskaber. Og du vil få ideer til, hvordan du kan bidrage til at styrke dine fællesskaber.

Kom glad og vær med!

1

Dagens forløb 

Alle dage er der fælles morgenmad kl. 08.30, og herefter morgensamling med sang fra højskolesangbogen. Ved morgensamlingen slås dagens tema an. Og dette tema udfoldes før frokost af en praktiker, som har haft fingrene dybt nede i dagens tema, og kan bidrage med sin erfaring og indsigt.

Før frokost er der en fælles øvelse, hvor vi udforsker kroppens sprog i fællesskabet. Øvelserne handler om at mærke ind i dagens tema på en mere kropslig og følelsesmæssig måde. Alle kan deltage uanset alder eller forudsætninger.

Vi spiser frokost sammen kl. 12.00. Dagen afrundes med kaffe/te, lidt sødt og en sang fra højskolesangbogen – og samtale om dagens erkendelser.

Efter frokost er der en pause, hvor du selv vælger, om du vil gå en tur i den skønne natur omkring højskolen, eller om du vil være stille.

Om eftermiddagen vil der være et oplæg til at du arbejder med dig selv ud fra dagens tema.Du vælger selv, om du vil arbejde alene eller med en anden person. Eftermiddagen afrundes med fælles opsamling.

Vi afrunder ugen med at spise et måltid sammen, som alle bidrager til. Og så synger vi fra højskolesangbogen til vi ikke orker mere.

Program

Mandag ser vi på fællesskab på arbejdspladsen. Mange af os bruger rigtig meget tid på vores arbejde. Det kollegiale fællesskab fylder meget i fortællingen om, hvem vi er. Lise Bache, som har arbejdet med arbejdsmiljø i mange år, deler sin indsigt i arbejdspladsen som fællesskab i forhold til fælles mening, udfordring og potentiale

Tirsdag ser vi på familien som fællesskab. At være i familie med nogen er på den ene side meget vigtigt, ikke mindst fordi familier deler historie og identitet. Og på den anden side har vi ofte de største konflikter og udfordringer med dem, som vi er tættest på.

Onsdag handler om frivillige fællesskaber. Dér hvor vi mødes om en fælles interesse i vores fritid. Og dér hvor vi gør noget for fællesskabet, som andre også har glæde af. Jonas Hedegaard er igang med et forskningsprojekt, der handler om frivillighed, og han kommer og deler de spændende pointer fra sin forskning med os.

Torsdag ser vi på rummelighed i fællesskaber. Hvordan skaber vi plads til os selv og andre, når vi ikke orker eller ikke har evnen til at bidrage? Flere og flere af os har perioder i livet, hvor vi ikke kan bidrage fuldt ud til de fællesskaber, vi indgår i. Carsten Hansen fra Østagergård i Jystrup kommer og fortæller om sit arbejde med at skabe fællesskab for dem, der har brug for rummelighed.

Ugen afrundes fredag med fællesskab når vi bor sammen. Der opstår nye boformer med ønsket om at skabe fællesskab for en flok, der vælger at bo sammen. Mette Højby Germansen fra landsbyen Frikøbing i Hvalsø kommer og fortæller om rejsen med at skabe og leve sine visioner ud, også når det er blevet hverdag.

Se hele programmet her

Praktiske oplysninger

Pris kr. 3.000,-

Mød undervisere på sommerkurset

Heidi Hansen er uddannet cand. merc. i organisation og strategi, og samtaleterapeut. Heidi har i mange år arbejdet som voksenunderviser og terapeut for mennesker i alle aldre, med at rådgive om liv  og samarbejdet på arbejdspladser, i familier og i interessefællesskaber.

Heidi er til daglig projektleder for Lejre Højskole, som bliver en højskole med fokus på natur, kultur og fællesskab.

Heidi leder sommerkurset og bidrager hver dag til at sætte en ramme for dagens tema.

Leah Tranholm er uddannet sygeplejerske og har derudover også en uddannelse som Rudolf Steiner-lærer.

Leah har i mange år arbejdet som selvstændig med supervision og undervisning i konfliktløsning og voldsforebyggelse i plejesektoren, på bosteder og i uddannelsessektoren.

Leah står hver dag for en udforskning af kroppens sprog i fællesskabet, hvor vi arbejder med at gribe dagens tema i samtalerne mellem vores kroppe.

Birgitte Ravn Olesen er uddannet cand. comm. og phd i kommunikation, og arbejder som lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC. Birgitte er leder af RUCs masteruddannelse ”Master i Professionel Kommunikation og har derfra en meget bred indsigt i mange typer af fællesskaber.

Birgitte har også en uddannelse som konfliktmægler og arbejder frivilligt i Center for Konfliktløsning (www.konfliktloesning.dk) og har derigennem og via sin livserfaring indsigt i, hvad det er for nogle udfordringer, der opstår i sociale fællesskaber.

Birgitte står hver dag for at perspektivere dagens tema sammen med deltagerne. Her tager vi gennem forskellige øvelser fat i vores egne erfaringer, ønsker og håb for fællesskaber.

Højskole ophold Korte kurser

25-29. juli 2022: Filosofi, bevægelse, samtale

Lejre Højskole tilbyder Filosofi, bevægelse, samtale

Læs mere her…

18-22. juli 2022: Vandringer og kulturbesøg i Nationalparken

Lejre Højskole tilbyder Vandringer og kulturbesøg i Nationalparken

Læs mere her…

11-15. juli 2022: Sociale fællesskaber – livsnødvendige og besværlige

Lejre Højskole tilbyder Sociale fællesskaber – livsnødvendige og besværlige

Læs mere her…